Vanvittigt vigtigt

Gæstespil på Team Teatret: Vanart Medvirkende: Janne Kofoed, Pia Hessner og Marie Netterstrøm Konsulent: Hans Rønne Tre kvinder lukker os ind i...

Af Anne Helen Hvelplund herningherningfolkeblad.dk 07.03.09

Gæstespil på Team Teatret: Vanart

Medvirkende: Janne Kofoed, Pia Hessner og Marie Netterstrøm

Konsulent: Hans Rønne

Tre kvinder lukker os ind i salen. De er klædt i noget, der ligner jakkesæt, men ikke rigtig er det. På hovedet har de noget, der ligner tørklæder - uden at være det. Og det må nok være min intellektuelle tilgang til dette stykke: Det tangerer noget genkendeligt, men træder lige skridtet ved siden af.

Når man er i den specielle situation at skulle anmelde en forestilling, forholder man sig koncentreret iagttagende og analyserende til oplevelsen. Hvad sker der og hvorfor? Den strategi er uanvendelig til »Vanart«.

Det er nemlig en forestilling, hvor man er nødt til at give sig hen til de bevægende og latterfremkaldende absurditeter. Den alen, man traditionelt måler med, slår ikke til. Normalitet og konvention tvistes og et ubeskriveligt univers anskueliggøres overrumplende, originalt og universelt.

De gale kvinder kommunikerer ad rigtig mange kanaler. Sang, musik, oplæsning, dans, tegnsprog, lyde, tale, gestik, mime. De fleste gange virkelig mærkeligt, men så en gang imellem klokkeklar rent, så vi bliver ramt i hjertekulen.

Man undres - for eksempel over en fantastisk sætning som »Jeg sover på min cykel«. Man bevæges - f.eks. over en hjerteskærende uforståelig »sang«, hvor man til sidst kan skelne ordene JEG ER.. Og man griner - ikke mindst - f.eks. over Frelsens hær i Skive eller de to, der tysser på den tredje, som taler tegnsprog.

Når de tre skuespillere til sidst står i den komiske »hoved-på-skammel - position«, der er afbildet i programmet for derefter at gå frem mod publikum og forkynde: Så skal vi have debat, er salen ved at vælte.

Ikke overraskende har Hans Rønne været indover. Slægtskabet med sæsonens første gæstespil August fornægter sig ikke.

Det var en formidabel forestilling. Den eneste jeg har givet maksimum stjerner. Det får denne også.

På grund af modet, talentet og et levedygtigt bevis på teatrets overlevelsesduelighed også blandt de kommende generationer.

Måbende står de som to tåber. Med hængende underkæber og opgivende skuldre. For hvad skal de stille op med de to ledninger, de står med, når de begge slutter i et ”hanstik”! Heldigvis ved en tredje tåbe besked, og ballet kan begynde. Eller rettere sagt det skrupskøre koncept kan fortsætte.

For ”Vanart”, som Janne Koefoeds, Marie Netterstrøms og Pia Hessners lille forestilling hedder, er i den grad vanartet. Det aparte, fejltrinnet, det kiksede, det ekstremt skøre og det helt gale udfoldes for fulde gardiner af de tre ”tossede tøser”, som selvfølgelig er antistadset ud i ekstremt fantasiforladte habitter. Kedelige konformitets- og normalitetsuniformer. En brun, en grå og en bordeaux. Som klædedragten til anonyme kongres- og mødemænd, der ikke tør sprænge pænhedens og enslighedens lænker.

Det gør til gengæld ”de tre tovlige tanter”. Marie Netterstrøm lægger f.eks. på et tidspunkt ud med Morten Korchsk højtlæsning i lavmælt ligegyldig intonation, som alligevel lige vrides en tand, fordi hun lægger trykket helt forkert i forhold til punktummernes placering. Umærkeligt forandrer hun så sin monotone ”højtlæsningssovs” til en mere og mere personlig og ilter sag, som til slut kulminerer i et vredesudbrud, som er så rablende, at hun bliver ganske ”smal” og helt rød i pæren.

Med plirrende arme styrer Janne Koefoed de andres ansigtsmimik, hvis ikke hun geråder ud i skrupskøre dansetrin. Sammen trisser de rundt, side ved side og synger hver sin sang fra ”De Små Synger”. Et sted gennemgår Marie Netterstrøm alfabetet med tegnsprogsfagter, som afbrydes undervejs og til slut overraskes af sære lyde fra hendes egen hals.

Et andet sted forsøger Janne Koefoed at synge ”seriøs alvorssang”, men akkurat som hun er kommet lidt i gang, stemmer Pia Hessner i med en skinger obstruerende lyd. Og sådan lægger spillerne hindringer ud for sig selv og hinanden, alt imens vi holder vejret og griner af det vanartede. Fordi de tre spillere forstår at få os til at mærke, hvor tåbeligt galt det normale er; den smalhedens sti, som lukker det vanartede og gale ude, eller burer det inde på anstalter.

”Vanart” er ikke på konkret vis en dybsindig sag. Helt stumfilmsagtigt mimer og musicerer den sit tema frem. Og med f.eks. en lille fortælling om grupper, der deles i mindre, og hvor nogle sættes uden for døren, anskueliggør forestillingen, at det er synsvinklen – og dermed os selv – som bestemmer, hvad vi betragter (eller stempler) som udelukket, fremmedartet og ”forkert”.

Vælger vi at se verden ud fra dem, som sætter uden for døren, eller dem, som bliver sat uden for døren? Hvor de tre tossede damers sympati er, er vi ikke et øjeblik i tvivl om i denne konsekvente tragikomiske galskabshyldest.

Heldigvis.

Kirsten Dahl

Tre kvinder, et keyboard, en harmonika og nogle skamler udgør forestillingen. Men Marie Netterstrøm, Janne Koefoed og Pia Hessner behøver ikke mere for at udfylde rummet. Som tre besynderlige eksistenser trisser de sig igennem forestillingens kun godt 50 minutter. De gakker og gynger, synger og hujer, i takt og helt uden for god tone, det virker som om, de faktisk bare gør, som det passer dem. Det er de voksnes legestue, men det er også tre historier om mennesker, der ikke passer ind.

Næsten tilfældigt indskudt fortæller kvinderne på skift små historier. Små historier, der gemmer på grunde til at vantrives, til at vanartes og til at være vanskelig. Marie Netterstrøm fortæller forsigtigt om at falde i et ubetydeligt lille hul, som man alligevel ikke har kræfter i armene til at kravle op fra. Men tragikken afløses af komik, så det sørgelige bliver til at leve med. Hun taler på helt ufiltreret jævnt jysk, hvilket skubber teatret i baggrunden. Det er personligt, skønt og ægte.

De tre kvinder imponerer ligeledes med fantastisk mimik. De veksler imellem det helt minimale og det helt store, fra tegnsprog og hvisken til råb, skrig og skrål. Således bliver man som publikum konstant overrumplet og sat på prøve, for hvad i al verden er det, de mærkelige mennesker laver. Det ene øjeblik sidder de på skamler og fortæller hjerteskærende historier om, hvor uretfærdig verden er. Det næste har de viklet deres ansigter ind i stofstrimler, så de ligner krydsninger mellem spedalske og folk, der simpelthen ikke kan gøre for det. Det er flot og det er oplivende, og forestillingens længde passer perfekt til formen.

Gruppe 38 skriver, at de vil forsøge at finde det sofistikerede og komplekse i det enkle for derved at skabe uforudsigelige oplevelser med ganske få og enkle virkemidler. I forestillingen Vanart lykkedes dette til fulde.

Mikkel Ottow